Mandag morgen tog vi til Enø, for at se om der var et par strejfende fedtfinner som kunne lokkes til hug, men vi vidste at det var optimistisk med 20 grader varmt badevand, og vi fik heller ikke noget. Murphy har en lov, som bl.a. siger, at første gang i ti år, hvor man ikke har reservestang med, så skal der gå et eller andet gå galt. Efter en times fiskeri, gik topøjet på Bents stang. Jeg fortsatte i yderliger en times tid - stadig uden rusk i min stang. Når der ikke var noget at komme efter på Enø, og vi alligevel var på de kanter, så kunne vi lige så godt køre til Bisserup. Mellem havnen og Fårø var der mere strøm end i nogen åer jeg kender herhjemme, så man skulle lige være opmærksom på, hvor man satte sin wadestøvle. Et forkert skridt, og man var ved at blive revet med. Her brugte jeg næsten en time i vandet, men ingen fisk på krogen, så vi vendte hjemad.

Tirsdagen var endnu ikke planlagt, så på vej hjem snakkede vi lidt om forskellige muligheder. Det blev til at vi ringede til Kim Knudsen på Sværd, for at høre om han havde plads, og det havde han. Tirsdag kl. 08:00 stævnede vi ud fra Helsingør, for at se hvad Sundet kunne byde på, sådan en fin sensommerdag. Først prøvede vi nogle huller lige nord for Helsingør, men det gav ikke rigtigt noget. Så trak vi over mod Bolidens kobberværk, for at se om der var sild, og torsk som blandede sig i sildestimerne. Efter tre timers tid, hvor vi flyttede os lidt frem og tilbage ud for kobberværket, havde vi tilsammen fanget 13 torsk med den største på omkring tre kilo, og små 30 sild i en efter årstiden udemærket kondition. Der var to andre gutter med ude, hvor den ene hev torsk op i spandevis, mens den anden ikke fangede så meget. Han gik så over på den anden side af båden, måske fordi han var træt af at blive mobbet. Efter et stykke tid uden fisk, kom hans makker over til ham, og plinnnng, så var der fisk på hans stang. Jeg gik over og stillede mig på den anden side af ham som ikke fangede så meget, og plinnnng, så var der også fisk på min stang. Den stakkel, hvis han kunne, så var han gået hjem.

Inden vi skulle hjem, syntes Skipper, at vi lige burde give hullerne nord for Helsingør en chance til. Men efter en halv times forgæves søgen, var det tid til at ringe af og tage hjem. Men hov, vores ven med næsten tom kurv fik bid. Og det var nok lige en krabat som fik stangen til at bue ret så kraftigt. Da vi alle havde taget grejet indenbords, sejlede skipper op mod fisken, så han bedre kunne kæmpe med dyret. Efter et stykke tid kunne vi se hvad det drejede sig om, og lidt efter blev torsken gaffet og lå sikkert og sprællede på dækket, med alle sine otte-ni kilo. Selv om det ikke blev til så mange for hans vedkommende, så var det skønt at slutte dagen med sådan en sag. Det sidste ord er ikke sagt, før det sidste kast er taget!

Onsdag havde vi lang tid inden reserevert plads på Nadia, for at fiske efter makrellos i Kattegat. Vi tog ud fra Odden havn kl. 04:00, og var fremme ved første stop lige omkring klokken seks. På vej derude sov vi det meste af vejen, og kunne stå op til vindstille, tågedis, og en blodrød appelsin som var ved at stå op. Se det er en naturoplevelse, som man altid vil tænke tilbage på.

Vi brugte alle en pirk og to til seks ophængere af forskellig slags. Nogle brugte pirkestang, men de fleste brugte en kastestang á la den som også bruges på kysten. Det startede jeg også med, men gik senere over til min lille 6' 2-10 grams spinnestang. Jeg skal lige huske og fortælle, at fighte makrellos på en så lille stang, det er herresjovt.

I begyndelsen var der hvillinger og torsk i tændstikstørrelse, men senere kom der godt gang i makrellerne. Sild, hornfisk, hestemakreller og fjæsinger blev der også taget. Når man står derude på havet i shorts, bar overkrop og bare tær i sandalerne, så skal man altså passe på med de der fjæsinger. Bent var så uforsigtig at lade sig stikke af en af de sataner. Jeg bad skipper Lars Pryds om at lave en spand kogende vand, som er det bedste middel til at nedbryde toksinen fra piggene. Da det begyndte at svie, og blive sort omkring stikket, så var vandet klart, og Bent kunne ufrivilligt "nyde" et gloende hedt fodbad.

Tilbage til fiskeriet: Nogle gange blev makrellerne taget højt i vandet, nogle gange ned ved bunden. Nogle gange skulle man spinne hurtigt, i ryk,eller langsomt. På et tidspunkt stod jeg og pirkede, med pirken så langt nede, at jeg lige akkurat kunne se de selvlysende kugler fra forfanget. Det blev fiskene interesseret i, så de kredsede lystigt omkring grejet, og minsandten om ikke en minitun huggede. Det er altså fedt at se når hugget sker, og iagttage fiskens første forsøg på at slippe fri. Lidt efter river den line af hjulet, bremsen skriger som besat, og dyret er uden for synsvidde. Måske først inde under båden, så længere nede i dybet, for senere at svømme vinkelret væk fra båden. Til sidst overgiver den sig dog, og må landes med et forsigtigt træk ind over rælingen.

Klokken er ved at være halv to, og vi skal se at komme hjem. Vi siger farvel og tak til de evige følgesvende mågerne og de sæler som holdt os med selskab under fiskeriet. På vej ind mod havn bliver der reset fisk i stor stil, hvor dem med de 70-80 makreller kommet på overarbejde.

Bents fangst skal hjem i køleskabet, og så skal han lige en tur på skadestuen, for at se om en pig eventuelt skulle være brækket inde i foden. Der er der vist ikke, så han få besked på at holde foden i brændende varmt vand, og så ellers tage noget antibiotika. Efter at ha' grovrenset min fangst på vejen hjem, går jeg i bryggerset og filleterer min fangst. De tre største bliver gravat, to bliver røget i min lille røgovn, en bliver panneret og stegt på panden, og resten ryger i fryseren.

Vi skulle egentlig også fiske lidt på kysten torsdag, men da Bents fod er hævet til en størrelse svarende til en fodbold, stopper vi mens legen er god?!?!?! Alt ialt tre gode dage, med masser af naturoplevelser og gode fangster. Vi vil begge tænke på disse tre dage, hver gang vi hver især kigger i fryseren for at tage fisk ud.