31 online nu |  Login | Bliv medlem 
Til forsiden Sommerhus på Langeland
  Forside |  Forum |  Tilbud |  Læsestof |  Links |  Køb/salg |  Søg |  Aktivbruger |  Konkurrencer |  Info |  Fangster.dk
Læsestof
Artikler i alt: 1432
i dag: 0
25618 skribenter.


123nu.dk sommerhus


Tip en fiskekammerat! Tilføj Lystfisker Forum til foretrukne Gør Lystfisker Forum til startside

Søg i Laesestof:


Seneste tilbud
indtastet af grejbutikkerne

flere tilbud

Danmarks største Grejbutik på nettet  

- Biologi
  Læst 871 gange.
Stenrevenes tangskove er rene oaser: Stenrev i Århus Bugt - Mejlgrund og Lillegrund. 
Indsendt Onsdag d. 30 marts 2005 - af  Kim Holm Boesen
Nye undersøgelser viser, at stenrev på Mejl Flak mellem Samsø og Jylland er fulde af liv. Dykkere fra Danmarks Miljøundersøgelser har i samarbejde med Århus Amt i bogstavelig forstand støvsuget havbunden. Nu foreligger resultatet. Stenrevene rummer en unik natur, de er levested for et meget stort antal planter og dyr, og de er særdeles produktive.

Undersøgelsernes omfang og formål
Undersøgelserne, der blev gennemført fra d. 27. - 29. august 2002, omfatter to lavvandede havområder Mejlgrund og Lillegrund nordvest for Samsø. Vores viden om de kystnære stenrev er meget begrænset. Vi ved ikke, hvor store arealer stenrevene dækker i vore farvande, og der mangler både viden om stenrevenes plante- og dyreliv, og i hvilke mængder de enkelte arter forekommer. Formålet med denne undersøgelse har derfor været at opnå en større viden om kystnære revs rigdom af planter og dyr.

Stenrevene skal beskyttes
Stenrev, som de findes på Mejlgrund og Lillegrund, indgår ikke i det nationale overvågningsprogram for vandmiljøet, da denne overvågning kun omfatter stenrev i mere åbne farvande. Det er dog kendt, at stenrevene har været i kraftig tilbagegang. Tidligere foregik der en systematisk opfiskning af sten til havnemoler, kystsikring m.v., og her måtte særligt de kystnære stenrev holde for. Med stenrevene forsvandt også mange værdifulde levesteder for planter og dyr.


I dag er 52 af de største stenrev udpeget som EU-habitatområder. Det gælder dog ikke stenrevene på Mejl Flak. Stenfiskeri er nu begrænset til få udpegede rev, hvor der kun i særlige tilfælde gives en tilladelse til opfiskning af sten. Når stenrevene kræver særlig opmærksomhed, skyldes det ikke mindst, at mange af stenrevenes planter og dyr er specielt tilpasset den hårde bund og lever hele deres liv fastvokset på sten. Mange andre dyr finder skjul i hulrum mellem stenene eller mellem tangplanternes blade.

Stor artsrigdom
På de undersøgte rev findes både områder med stenbund og områder med blandet bund af småsten (ral), grus og sand. Revene udgør således en mosaik af mindre områder med hver sit særlige plante- og dyreliv.
Der blev ved undersøgelsen indsamlet planter og dyr på flere stationer på henholdsvis 4, 6 og 8 meters dybde.

Alle planter på mere end 2,5 mm og dyr på mere end 1 mm er blevet artsbestemt, og der blev registreret i alt 218 forskellige arter fordelt på 57 arter af tang, 1 art blomsterplante og 160 dyrearter.

Selvom havområder med hård bund er kendt for at rumme et rigt plante- og dyreliv, er der tale om et meget stort antal arter ved denne undersøgelse.

På lave vanddybder, hvor meget sollys når ned til bunden, rummer stenrevene udbredte tangskove. Tangplanterne fungerer både som fødegrundag og skjul for en lang række bunddyr og fisk og er med til at omsætte havets næringsstoffer. Da nogle plante- og dyrearter stiller meget specifikke krav til levestedet, kan selv små variationer i bundforhold, lysmængde eller saltholdighed resultere i store forskelle i sammensætningen af arter. Undersøgelserne viser da også store forskelle på stenbundens og ralbundens plante- og dyreliv.


Flest arter på stenbund
Det største antal arter blev fundet på stenbunden. Her fandtes også de største tangplanter. Mange arter af svampe, rundorme, søstjerner og søpindsvin er knyttet til stabil stenbund med en veludviklet vegetation. På ralbunden fandtes tilsvarende en række specialiserede arter af børsteorme og muslinger, der normalt lever nedgravet i bunden. Nogle dyrearter forekom i enorme antal. På både stenbund og ralbund var unge blåmuslinger den mest almindelige art med op mod 900.000 individer pr. m2.


Fund af nye arter
I forbindelse med undersøgelserne blev der fundet to arter - en ny variant af Lavspiret grubesnegl (Lacuna pallidula) og en ny muslingeart beslægtet med Oval hjertemusling (Parvicardium ovale).
Oval hjertemusling (Parvicardium ovale) er søsterart til den formodede nye art fundet i forbindelse med undersøgelserne på Mejl Flak. De to arter er ikke tidligere fundet i danske farvande.


Havskræppe - den dominerende plante
Udregninger af områdernes samlede biomasse af planter og dyr viser, at biomassen på stenbunden er væsentlig større end på ralbunden. På stenbunden steg biomassen yderligere med øget vanddybde. Stenrevenes samlede biomasse er beregnet til op mod 2 kg askefri tørstof pr. m2 bund. Den store biomasse på stenrevene skyldes helt overvejende tangplanter og kolonier af mosdyr på planternes løv. På Lillegrund var brunalgen ”Havskræppe” i særklasse den mest dominerende art. På de dybeste stationer udgjorde denne art alene ca. ¾ af den samlede biomasse.

På Lillegrunds dybeste station blev der registreret et usædvanligt stort antal søpindsvin, og også fiskearterne Havkarusse og Berggylt blev set i stort antal. Det kan måske skyldes, at de indre danske farvande var ramt af et meget kraftigt iltsvind i dagene op til undersøgelsen.


Stenrevene er åndehuller
Det er kendt, at lavvandede rev sjældnere rammes af iltsvind end omliggende områder, og når iltindholdet nær havbunden falder, vil mange dyr søge mod lavere vanddybder. Revene i vore farvande får derfor en vigtig funktion som tilflugtssteder. Ifølge biologerne kan stenrevene derfor fungere som en slags havets egen ”Noahs ark”, hvor dyrearter kan overleve perioder med iltsvind.

Kilde: Århus amts nyhedsbrev af 17. marts 2005: Stenrev i Århus Bugt, ud fra: Faglig rapport fra DMU, nr. 529: Mejlgrund og Lillegrund. En undersøgelse af biologisk diversitet på et lavvandet område med stenrev i Samsø Bælt. Dahl, K., Lundsteen, S. & Secher Tendal, O. 2005. 87 s.:

Denne undersøgelse omfatter en kvantitativ bestemmelse af den bentiske vegetation og fauna på to nærtliggende stenrev i Samsø Bælt. Indsamlingen af prøver er gennemført med en ´´undervandsstøvsuger´´ på to forskellige substrattyper. Det ene substrat bestod af blandet sediment af sand og småsten, mens det anden substrat bestod af større sten, der hver især dækkede ca. 0,1 m2 af bunden. Den biologiske diversitet på revene var høj. Der blev i alt identificeret 218 arter fra 3,9 til 8,6 meters vanddybde. Den gennemsnitlige biomasse på de undersøgte sten var meget høj, varierende fra 112 til 191 g askefri tørvægt mellem de tre undersøgte dybdeintervaller og med hovedparten bestående af makroalger. Biomasserne på det blandede substrat var mindre, varierende fra 24 til 83 g askefri tørvægt, med en relativ større andel bestående af faunaorganismer. Nyligt bundslåede blåmuslinger fandtes i stort antal både i algevegetationen såvel som på havbunden med det blandede substrat. Algevegetationen på den dybest undersøgte station på 8,6 m var under nedgræsning af tangborre, Psammechinus miliaris.

Noter vedrørende udvalgte arter er inkluderet med nye observationer om habitatudnyttelse og bemærkninger vedrørende artsidentifikation. Noterne inkluderer en ny variant af sneglearten Lacuna pallidula (Gastropoda) og en endnu ubeskrevet muslingeart relateret til Parvicardium ovale (Bivalvia).

Læs mere >> 

<< Tilbage  Send til en fiskekammerat  Skriv kommentar



Kommentarer:

Sommerhus på Langeland
Sport Dres
© Copyright 123nu.dk - Siderne bestyres af 123nu.dk / Lars Aagaard