Det var endelig blevet fredag og vores længe aftalte mosetur skulle realiseres, jeg havde gruet en del over det tvivlsomme forehavende, for vores tidligere fisketure i Simested å havde ikke været ekstremt succesfulde og interessen kommer først når en fisk, uanset størrelse, spræller i græsset...Mette havde dog lovet at give det en chance selvom hun ikke uforbeholdende ville gå med til endnu en nul-tur. Jeg må indrømme at forholdene, da vi ankom til søen, var noget nær optimale for et sublimt skallefiskeri, og efter en kort recognisering valgte vi et afsides liggende hjørne af søen som dagens fiskeplads. Alt startede roligt og fiskene var helt på det rene med hvad der skulle ske og de skod næremst i kø for at bilve halet oven vande..Som dagen gik fik Mette et mere og mere elskeligt blik i øjet og jeg frydede mig allerede ved tanken om hvor meget hun øjensynligt holdt af mig, men jeg tog grueligt fejl. Det var slet ikke mig hendes hjerte så åbentlyst brændte for, men i stedet de stadigt tykkere rudskaller vi fightede og genudsatte med største omhu. Da vi begge havde fået nok og majsdåsen var tom, tog vi hjem og siden den dag, for snart 5 måneder siden, har Mette ikke talt om andet end de pokkers små guldstykker med de blodrøde finner, og det er vel ikke det værste at være nødt til at høre på, er det vel?