Hej, Jesper.
Min erfaring er, at DT line til mindre vandløb er det bedste. Men der er mange faktorer, der spiller ind i et sådant valg.
For det første er flueliner ligesom et par bukser; de kan sidde godt, hvis man skal bevæge sig meget, men være anstrengende tætsiddende, hvis man skal tilbringe dagen i sofaen. Pointen er, at linen skal passe til din kastestil i den givne fiskesituation. Til delikate, korte præsentationer af fluen virker DT liner væsentligt bedre for mig end WF liner. Men på den anden side er der WF liner, der er designet til netop det formål, hvilket bringer mig frem til den næste faktor.
Hvad er det for en WF line? Jeg er efterhånden af den overbevisning, at begrebet "standard WF line" ikke længere er gyldigt set i forhold til de uanede mængder af liner, der er på markedet.
Derudover vil jeg sige, at en #5'er måske lige er det tungeste - afhængigt af flue, vejr, vand mm. Jeg kender ikke Lerchenfeldt å, men hvis den minder om Grindsted, Ansager, Holme osv., vil jeg mene at en #3 eller #4 er længe rigeligt. Og måske kan din stang fungere med sådan en, eller også kan den ikke. Jeg er som regel tilhænger af let grej, men er fiskene i Lerchenfeldt store og skal fightes hårdt, er #5 nok ganske fornuftigt.
Umiddelbart kan jeg personligt kun svare - og det endda på baggrund af denne lange smøre af ligegyldighed - at du bør tage begge liner med til vandet og afprøve dem. Men mit råd er at holde dig til DT, hvis det er det, du er vandt til - ja, og hvis det virker for dig.