Da jeg var der sidste år, var det meget småt med vand og det påvirkede naturligvis fluevalget. Golden Killer på enkeltkrog størrelse 10-14 (guldkrog): vinge sorte over gule hår og et sparsomt sort hackel var topscoreren. Niels snakker om Bombers og der er megen underholdning i dem, men de kroger altså ikke rigtig nogen fisk !
Lige så godt som Golden Killer fungerede små dobbeltkrogede sorte fluer f.eks Jans lille sorte (størrelse 12-16), men fiskene havde tendens til at inhalere dem meget dybt og det blev meget svært/umuligt at genudsætte dem.
Der er en del strækninger, hvor der ikke er megen strøm, så det kan nok være en ide at have nogle fluer med noget marabou el. Lign., som kan jigges ind.
Guiderne er store tilhængere af at fiske fluerne så hurtigt som muligt og det har de helt ret i, men glem ikke at forsøge at parkere fluen over fisken et øjeblik for derefter at fjerne den igen så hurtigt som muligt.
I øvrigt kan jeg varmt anbefale at medbringe lidt bindegrej/materialer. Der er intet, der overgår en flue, man nærmest har bundet ved elvbredden.
Knæk og bræk!