Så er der hug igen, lød det adskillige gange lørdag aften på havnen i Aabenraa. Ni lystfiskere fik et par timer til at gå med at fange sild. Og udover sild kom der også et par gode historier frem fra gemmerne. En aften i Coronaens tegn kan sagtens gå i fisk. I dette tilfælde i sild. En sildestime eller to cruisede langs med molekanten og huggede.
Det ser ud som om sildene er meget forskellige i størrelserne. Der er både størrelser, der minder lidt om høstsild, og mindre størrelser. Så egentlig er turen til slusen i Hvide Sande måske overflødig når man kan fange sild i havnen i Aabenraa.
Husk fisketegnet
Stang, snøre og et par sildeforfang samt en spand til fangsten. Og det behøver ikke være sidste skrig fra ABU Garcia eller DAM. Man skal bare huske fisketegnet.